For sygeplejersken er dagligdagen er fuld af situationer, hvor hun vurderer, hvad vil være bedst og rigtigst at gøre nu? I bedømmelsen af ”bedst” og ”rigtigst” skal sygeplejersken afveje fagligt, erfaringsmæssigt og etisk i forhold til situationen her&nu. Den kompetente afvejning i situationen gør den fagprofessionelle til ”øjeblikkets tjener”, som Aristoteles kaldte det. Og den særlige praktiske dømmekraft, som den fagprofessionelle trækker på, kaldte Aristoteles for phronesis.
Spørgsmålet er, om Aristoteles begreb kan sige noget kvalificerende om de arbejdsmæssige rammer, som vore dages fagprofessionelle har brug for, for at trives med at løfte samfundets velfærdsopgaver?
Lad os se på det:
Aristoteles lægger vægt på, at phronesis er en praktisk dømmekraft, der forudsætter en personlig, faglig og etisk integritet. En lærers dømmekraft og beslutningskompetence er ikke dannet eller færdigudviklet en gang for alle. Den er en proces. Ligesom sygeplejersken udvikler sin faglige kapacitet i takt med at behandlingsmåder, patienter, organisatoriske rammer forandrer sig – og de forandrer sygeplejerskens forståelse og handlemuligheder.
Phronesis er en praktisk dømmekraft, der udvikles gennem udøvelsen af den.
Men et er at udføre sit arbejde hver dag, et andet er at opleve, at man udfører det kompetent. Det sidste handler om trivsel og om tillid til at kunne møde den næste opgave kompetent.
Både lærere og sygeplejersker arbejder med meget komplekse og krævende problemstillinger, der rummer risikoen for at overse eller misforstå noget eller nogen. Den fagprofessionelles praktiske dømmekraft involverer altid andre mennesker og deres liv. Hverdagen er fuld af situationer, som kræver opmærksom handling. Den ene situation afløser den anden. Men hver enkel situation kan give adgang til oplevelsen af at kunne og af at være kompetent.
Når lærere får mulighed for at undersøge praksissituationer sammen med kolleger, kan de reflektere over deres viden, erfaringer og etik. På den måde sætter de fokus på den professionelle praktiske dømmekraft, som den udspiller sig live. Det udvikler den individuelle phronesis, og øger oplevelsen af at være kompetent, af at trives og høre til.
Så tilbage til spørgsmålet: Kan Aristoteles begreb om phronesis hjælpe os i forhold til at prioritere trivsel og kompetencer hos nutidens fagprofessionelle? Ja, mener jeg. For med Aristoteles begreb får vi sat fokus på, at den fagprofessionelles praktiske dømmekraft i dag både handler om at udføre opgaven med integritet og om bevidstgørelse af den fortsatte integration af viden, erfaringer og værdier. Den konkrete udøvelse af dømmekraft kan, sammen med fælles undersøgelse af, hvad praktisk dømmekraft indebærer, øge trivsel hos “øjeblikkets tjenere”.
Trivsel og styrket faglig bevidsthed er altså et par væsentlige grunde til at skabe mulighed for at lærere og sygeplejersker – og andre fagprofessionelle – også løbende arbejder med deres praktiske faglige dømmekraft og beslutningskompetence. Som samfund er vi afhængige af, at de faggrupper, der tager sig af vores børn, unge, syge, ældre og udsatte i samfundet, kan handle med integritet og troværdighed. Deres stærke phronesis skaber kvalitet i samfundets velfærdsydelser: Sygeplejersken og læreren er ikke alene ”øjeblikkets tjenere” – de er også tjenere for det menneskesyn og de værdier, som samlet set er fundament i vores velfærdssamfund.