Jeg har været på en kolossal tidsrejse og besøgt Neandertalerne 100.000 år tilbage i tiden. På rejsen dukkede ord som omsorg, samvær og fællesskab op. Ord og begreber som er højaktuelle i 2021, og pludselig oplevede jeg, at betydningen af dem blev mere enkel.
Tag med til år 120.000 fvt
Neandertalerne levede i små samfund på de store sletter i Eurasien. De var nomader og fulgte de store byttedyr. Neandertalerne jagede i flok, de koordinerede deres jagtangreb bl.a. med spyd mod de tonstunge dyr. Neandertalerne udviklede og videreudviklede redskaber. De tilberedte mad over ild, de oplærte og videreførte erfaringer og metoder til yngre generationer. De passede gruppens syge, ældre og børn. De tilpassede sig de store forandringer, som naturen bød dem. De levede og overlevede gennem årtusinder.
Neandertalernes evne til overlevelse, ser ud til at hænge sammen med deres evne til samarbejde. Deres evne til at yde omsorg, koordinere, planlægge, udvikle, overlevere – til at skaffe varme, mad og sikkerhed. Sammen sikrede deres overlevelse. Samværet om det lille samfund var den drivende overlevelseskraft.
Sammenholdet i grupperne har uden tvivl været næret af en konkret indsigt i, at uden de andre overlever jeg ikke. Fællesskabet har været middel til livet. Men Neandertalernes omsorg, pleje, udvikling og oplæring viser, at samværet har været næret af og rettet imod menneskelige grundbehov, som hænger sammen med artens enestående evne til refleksion.
Vores refleksive bevidsthed giver adgang til følelser, tanker og forestillinger, der gør, at vi kan
- yde omsorg for hinanden
- samarbejde om planlægning, koordinering og oplæring
- eksperimentere med udvikling og forfinelse af redskaber og metoder
- være opmærksom på genstandes udtryk og æstetik og forme kultur
Neandertalerne ser ud til at være blevet overlevelsesdygtige, fordi de grundlæggende menneskelige behov var basis i deres samvær og fællesskab. Deres livsformer og praksis er som selvstændige arkæologiske fund og betydningslag. Jeg synes, de er relevante for os i 2021.
Og tilbage til 2021 i et nyt lys
Neandertalernes livsformer og kultur giver rig mulighed for at spejle fænomener i vores egen tid. Jeg tænker bl.a. på, at Neandertalernes livsformer giver et interessant svar på et aktuelt spørgsmål om prioritering: hvad kommer først mad eller tryghed ift. overlevelse? Omsat til aktuelle diskussioner fx omkring genoplukningen af skolen: hvad kommer først elevernes læring eller trivsel? Eller i organisationen: hvad kommer først drift/produktion eller udvikling? Hos Neandertalerne er svaret enkelt. Der skal være et fællesskab om jagten for at der er mad. Den gensidige omsorg og kompetencer til at samarbejde om udvikling af redskaber, koordinering og planlægning af jagten osv. – kan ikke adskilles fra udbyttet. Det hænger sammen.
Jeg genkender helheden og sammenhængskraften i Neandertalernes livsformer i mit arbejde, hvor jeg bestræber mig på at skabe processer og samarbejdsformer, der udvikler sammenhæng og helhed mellem kompetencer, kvalitet, kreativitet og kultur i organisationer, grupper og teams. Mit udgangspunkt er, at vi trives og udvikler – både kompetencer, kvalitet, kreativitet og kultur – når vi er optaget af fælles mål.
Så her melder et samtidskritisk spørgsmål sig: når vi i dag indenfor uddannelses-forskning og -udvikling stræber efter professionelle læringsfællesskaber, er det så fordi, vi som samfund og kultur er kommet for langt væk fra fællesskaber, hvor omsorg, læring og udvikling kan finde sted – er det snarere fællesskab vi skal lære?
Neandertalernes livsform ser også ud til at kunne belyse, hvorfor regeringens samfundssind har virket i det seneste års pandemi og krisesituation: Statsministeren har opfordret os til at vise samfundssind – ikke italesat som et påbud, men som en ønsket adfærd. Og gennem det sidste år, har vi oplevet, hvordan samvær virker: vi har ydet til det fælles ved at sætte individuelle hensyn til side under nedlukningen. Vi har været fælles om at agere uegennyttigt. Vi har haft det fælles for øje. Sammen har været den drivende kraft. I de her dage, hvor restriktioner bliver ophævet, kan vi sige, at adfærden har virket.
Og mon ikke indsigter fra Neandertalernes fællesskab kan bruges i vores moderne små-fællesskaber som fx forældreskabet, ægteskabet, naboskabet, venskabet? Det ligger lige for, at et fælles billede af vores opgave (som forældre, naboer mv) som fremkaldes gennem fælles omsorg for dine, mine og vores tanker, følelser og forestillinger kan skabe afsæt for vores koordinerede forståelser og handlinger, der vil bekræfte, styrke og udvikle vores fællesskab. Uanset om det er professionelt eller privat.
Det er da vist en brugbar indsigt…
MOMU-udstillingen i Aarhus om Neandertaleren refererer til DNA-forskning, der viser, at nutidsmennesket har 2 % arvemateriale, som stammer direkte fra Neandertalerne.
Jeg er stolt af mine 2 %. De giver omsorgen for samværet og fællesskabet dybe rødder.