Vi kan opleve fællesskabet som noget, der åbner sig i heldige situationer. Ofte vil vi sige om den situation, at der var en særlig åben lydhørhed og tillid til stede, der strømmede i gennem og mellem os.
Sådan kan fællesskabet synes at emergere fra hver enkelt af os og blive til en fælles følelse af tilstedevær.
Men sådan foregår det ikke, siger Løgstrup. De suveræne livsytringer, som han kalder fællesskabet og kærligheden, er altid strømmende kræfter mellem os. Fællesskabet er. Helt grundlæggende bliver vi til gennem hinanden: Du-er-i-mig og jeg-er-i-dig. Vi er forbundne, og det erfarer vi, når vi genkender os selv i hinanden.
Det er altså ikke fællesskabet mellem os, der kommer til stede, det er – men derimod os, der kommer til stede og åbner os for fællesskabet, når vi oplever emergens.
Den pointe, har jeg talt med Benedicte Madsen og Boje Katznelson om. De er begge erfarne psykologer og eksperter indenfor evolutionspsykologien. De siger, fællesskabet er der altid allerede. Men det kan være forhindret i at komme til udtryk.
På mit spørgsmål til Benedicte og Boje om, hvad evolutionspsykologien kan fortælle os, er de vigtigste inkarnerede menneskelige egenskaber, og dernæst hvad der kan forhindre dem i at komme til udtryk, siger de: Det handler altid om takt og utakt mellem de mest almene menneskelige behov. Agape – næstekærlighed – er den afgørende inkarnerede menneskelige egenskab, og i Agape er disse 3 vigtige
- åbenhed for anden andens perspektiv (medfølen og empati)
- tillid
- uegennyttig hjælpsomhed, uselviskhed
Personligt synes jeg, at evolutionspsykologiens dybe indsigt i menneskelige behov giver fornyet forståelse for, at fællesskabet er afgørende, opløftende, levende. Som konsulent, bliver jeg bestyrket i, at opgaven er at skabe mulighed for, at medarbejdere kan opleve fællesskab i deres professionelle liv. Og også her viser Agape vej.