Søren Willert og jeg har publiceret dette debatindlag i Gymnasieskolen:
Vi er to konsulenter, som har mødt hinanden omkring en fælles optagethed. Det, vi er optagede af, er kompetenceudvikling, men i en ganske bestemt form. Vi kalder det videnproduktion.
Gymnasieskolens temanummer, november 2019, om efter-videreuddannelse gav os umiddelbar inspiration til dette indlæg. Det er en uudtalt præmis bag temanummerets tekster, at efter-videreuddannelse er noget, der foregår uden for skolens mure. Den præmis vil vi godt udfordre, i hvert fald når det drejer sig om kurser vedrørende efteruddannelsestemaet ‘nye undervisningsformer’. Det tema figurerer ifølge temanummeret som nummer 2 ud af de tre mest søgte efteruddannelsestemaer – med ”faglig ajourføring, fagdidaktik og inspiration til deres fag” som det mest søgte. Vores overskrift Skolen som læringslaboratorium indeholder en opfordring til, at efteruddannelse bygges ind i skolens hverdag og med videnproduktion som overordnet samlende målsætning.
Videnproduktion er optaget af at udvikle viden i stedet for (kun) at afprøve den slags eksisterende viden, som andre har udviklet – og som man f.eks. lærer om på efteruddannelseskurser. Undervisning baseret på ’fremmede’ opskrifter risikerer at få underviser til opleve sig som opskrift-administrator. Lærergnisten og –gløden kan gå tabt. I skoleforankret videnproduktion udvikles viden i stedet inden for rammen af den faglige praksis. Enkeltpersoner og grupper foretager prøvehandlinger på vegne af et fællesskab. Efterfølgende refleksion sigter mod at indfange og videreformidle den indhøstede viden. Prøvehandlinger står centralt, fordi de udvider vores forståelse af praksis på måder, som teori ikke nødvendigvis gør: Når vi taler sammen om, hvad der skete i prøvehandlingen udvider det vores forståelse og mulige handlerum.
Prøvehandlinger giver os et laboratorium, hvor vi ikke behøver at forstå alting først – vi behøver at afprøve for at se, hvad der skete og forstå. Som organisationspsykolog Karl Weick siger, det er i handlingerne og ud fra handlingerne, at vi begynder at skabe mening. Det er virkelighedens feedback, der gør os klogere på hvem vi er, og hvad de næste skridt kan være hos os.
Vi opfordrer skoler til, som aktive læringslaboratorier, at opfatte selvforvaltet videnproduktion og didaktiske afprøvninger som efteruddannelse på linje med andre kompetence- og udviklingsaktiviteter. Vores begrundelse er, at didaktiske afprøvninger og videnproduktion er meget konkrete aktiviteter, der vedligeholder skolens nysgerrige fællesskab om udvikling af kvalitet og praksis.
Skolen som læringslaboratorium går således ud på at videreudvikle sproget for, hvem vi er som skole. At udvikle en fælles beslutningskompetence med masser af nuancer og nerve fra det faglige arbejde. Det handler om, at organisationens traditionelle ”bottom” og ”top” skal bringes til at snakke med hinanden for at få skolen til at hænge sammen som en nysgerrig og videnskabende organisation. I det store overordnede billede af uddannelsesområdet handler det også om at højne kvaliteten af oversættelsesarbejdet mellem politik og faglighed. Det er der brug for i disse reformivrige tider.