Man kan godt kalde kollegial supervision for en samarbejdsdidaktik mellem lærerne. For det er en metode, der skaber rum til dialoger, der er centreret omkring faglig refleksion af undervisning.
Men det er mere end det.
Kollegial supervision er også en samarbejdsform, der skaber arbejdsglæde og trivsel. For lærerne kommer tæt på deres individuelle faglige motivation for undervisning, og de nærmer sig hinanden på måder, der skaber relationer.
Kollegial supervision kan bruges og fornyes igen og igen. For fokusemnerne kan varieres uendeligt.
På det seneste er kollegial supervision blevet anvendt i sammenhænge, hvor nye opgaver ser dagens lys, fx i forbindelse med:
- Faglig udvikling af lærersamarbejde omkring forberedelse/realisering af elevforløb, som er praksisnære, projekt-og proces-baserede.
- Samarbejde om fælles didaktiske indsatser mellem lærere på tværs af campus-enheder, som kan afhjælpe risiko for for-domme om forskelle mellem fag og uddannelsesretninger.
- Kollegial supervision som et helle for faglig udvikling i en tid med uro omkring fusion og reformer, hvor lærere får mulighed at fastholde deres faglige fokus på eleverne.
Men ligesom fokusemnerne kan variere, kan deltagergruppen varieres. Kollegial supervision kan være en metode for ledelsesgruppens fastholdelse af et fælles værdigrundlag – så værdigrundlaget bliver et aktiv både indadtil i gruppen og udadtil i organisationen.
Kontakt mig, hvis du er nysgerrig i forhold til, hvordan kollegial supervision kan gøre forskel!