Slip kontrol, væk med alenehed, styrk fællesskaber
De mistrivselsreaktioner, vi ser i MTUer hos lærere, forstår jeg som sunde behov for at slippe ud af belastninger og alenehed. Skoler imødekommer medarbejderreaktionerne med de midler, der er til rådighed i form af sygemeldinger og måske særaftaler om nedsat tid. Men ingen af delene griber årsagerne. Og ingen af delene griber muligheden for at undersøge, hvor årsagskæderne kunne klippes over. Min tanke er, at mistrivsel kan besvares med pædagogiske indsatser, der kan hele og forandre kulturen. Men det kræver analyse. Og handlemod. Det kræver, at vi ser lærer- og leder-roller som skolens pædagogisk faglige fundament. Og det kræver, at der er noget, vi holder op med.
Fra helikopteren
Flere eksperter med hver deres faglige vinkel siger det samme. Det er ikke udtryk for individuelle problemer, når antallet af diagnoser blandt børn og unge er stigende. Det er ikke udtryk for individuelle problemer, når lærere rapporterer om mistrivsel og stressreaktioner. Reaktionerne er udtryk for, at der er et pres på de menneskelige resurser hos børn, unge og voksne. De reagerer individuelt. Men de reagerer på fælles betingelser.
Presset som fælles betingelse er grundigt beskrevet af den tyske sociolog Hartmut Rosa. Han siger, at samfundsudviklingen gennem de sidste mange år, er båret af tanken om vækst og optimering. Den måde at forholde sig til verden på har bredt sig til alle samfundets hjørner og relationer. Den er i vores selvforhold, i vores forhold til vores nære og i relation til samfundet som fællesskab. Væksttanken genererer aggression og konkurrence. Den producerer alenehed.
Det er let at forstå, at alenehed og konkurrencementalitet er skadeligt for børn og unges modnings- og dannelsesprocesser. For formning og identitetsdannelse foregår i relationer, som bliver forstyrret og fordrejet, – ”fremmedgjort” siger Rosa – når den andens blik er blevet konkurrerende og kritisk. Men ”fremmedgjortheden” er også potentielt skadelig for relationer mellem lærer-elev. Den skaber støj i den pædagogiske relation. For læreren kan støjen rykke videre ind i dilemmaer omkring egen læreridentitet. I trivselsundersøgelser blandt gymnasielærere er der tendenser til, at den pædagogiske opgave bliver oplevet mindre meningsgivende og mere belastende for den enkelte. En ny form for alenehed kommer til udtryk i faldende loyalitet og mening i opgaven. For nogle er den forbundet med følelsen af skam over ikke at kunne realisere læreropgaven.
Derfor er det for mig at se bydende nødvendigt, at vi tager præcist fat om de dimensioner i skolens kultur, der skaber fremmedgjorthed. Hvor skal vi starte med at gøre noget andet?
Tættere på
Det kræver indsigt og viden at vælge noget fra. Og det kræver mod og vilje at vælge noget til. Derfor skal vi gøre det i fællesskab. Min tanke er, at indsatsen foregår i systematiske processer, hvor analysemetoder og klare rammer træner handlekraft og mod i forhold til at slippe (noget) kontrol og forlade alenehed mellem kolleger. I første omgang ved at rette et ”antropologisk” fokus på praksis, der fx binder gode lærer/ledelses-kræfter på en uhensigtsmæssig måde eller begrænser faglig nysgerrighed. Og i næste omgang ved at slippe det vante med henblik på at give relationer og fællesskaber plads og rum til at forme sig. Tanken er, at metoden med tiden bliver en del af skolens værktøjskasse og ledelsesform.