Det er en gammel budhistisk indsigt, at et menneskes kontrol forhindrer det i at mærke, at noget andet bærer det. Kun hvis vi slipper, kan vi erfare, at noget andet bærer.
Hvis vi overfører denne indsigt på de seneste måneders nødundervisning i skolerne, hvad er det så, erfaringerne giver os indblik i: hvad bærer igennem?
I den seneste tid har jeg haft samtaler med lærergrupper i gymnasiet, hvor de beskriver, hvad de har gjort anderledes under de seneste måneders nødundervisning. Hensigten med samtalen er dels, at den enkelte lærer får mulighed for at beskrive sin forandrede praksis eller ny indsigt, dels at undersøge motivationskraften i forandringen og at sætte ord på et personligt bevægelsesønske i forhold til at fastholde en forandret praksis eller indsigt.
I samtalerne fortæller lærere om, hvordan den opløste normalitet i skolen giver oplevelser af en frisættende kreativitet.
Den er det værd at undersøge lidt nærmere:
Lærere fortæller om en kreativitet og leg med det faglige, der tilbyder sig, når rammen om undervisningen er fundamentalt forandret. Det, der ser ud til at tage over fra læreplanen og fagbeskrivelsens normer, er lærerens viden om fagets basalt spændende spørgsmål. Fagets iboende spørgsmål og undersøgelser skaber muligheder for at involvere eleverne på nye måder. Læreren får lejlighed til at åbne og vise faget fra en legende og undrende side. Det giver fornyet gejst, siger en lærer.
Når normaliteten slipper, ændres de daglige rutiner og vaner, som normen ellers er garant for. Dermed slipper også de forventninger om adfærd, som hverdagen skaber og gentager hos både lærere og lever.
De seneste måneders nødundervisning har været et frirum fra norm. Det giver os et vigtigt indblik i, at trivsel, motivation og faglig højde også drejer sig om at give slip og lade nysgerrigheden og kreativiteten være med til at bære undervisningen.