Der er fokus på moralsk stress hos fagprofessionelle i forskellige relations-fag. Det er vigtigt og rigtigt både i forhold til trivsel og i et større samfundsperspektiv.
Når vi taler generelt om moralsk stress, udløses den af det indre pres og samvittighedsnag overfor en tredje part, som den enkelte medarbejder oplever, når det ikke er muligt at arbejde ud fra sin sunde fornuft og følge sin faglige dømmekraft.
Når vi taler om moralsk stress i den pædagogiske relation er der grund til at blive mere specifik:
Lærerens moralske stress retter sig ikke alene indad i forhold til lærerens personlige integritet og kapacitet i følelser af at agere imod bedre vidende og af ikke at handle i overensstemmelse med sin faglige dømmekraft. Den retter sig også udad i forhold til eleverne – og til skolens samfundsmæssige opgave – gennem følelser af at svigte i en etisk relation.
Læreren er medvidende om og medvirkende til et moralsk svigt af såvel egen integritet som af eleverne.
Moralsk stress i den pædagogiske relation er en form for samvittighedsnag, der rammer en dyb menneskelig motivation for at indgå i tillidsbaserede relationer. Denne motivation involverer også relationen til en selv og til udviklingen af ens egen kapacitet. Derfor er moralsk stress i den pædagogiske relation forbundet med et menneskeligt og fagligt tab af motivation og mening.
Er der grund til bekymring? Ja, for pokker: Vi kan ikke undvære pædagogiske medarbejdere og institutioner, der træner og inviterer os til at træde i forhold til verden på tillidsfulde måder – fra vi er små og livet ud.
Er der grund til at være optimistisk? Ja, også det: De aktuelle kritiske diskussioner af moralsk stress som fænomen hjælper os væk for forestillingen om, at der er tale om individuelle reaktioner. Vi begynder at lede efter dybereliggende årsager. I den proces genkender og anerkender vi den menneskelige moral og samvittighed som en afgørende sammenhængskraft.