Vores uddannelseskultur er under pres.
Uddannelsestænkningen i Danmark er rundet af en tradition, hvor uddannelse betyder dannelse og udvikling af kompetencer til et godt liv med ansvar og mulighed for at indgå aktivt i samfundslivet og bidrage i demokratiet. Det gælder det hele menneske, og det gælder hele livet.
Regeringens politiske dagsorden er, at flere unge skal gennemføre en uddannelse (95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, 60 % en videregående og 25 % en lang videregående uddannelse jf. regeringsgrundlaget 2011).
Samtidig er de incitamenter, der skal skabe rammer om uddannelsesinstitutionernes opgave, rundet af en økonomisk logik, der tænker i taxameterordning, gennemførsel og fremdrift: Uddannelse skal gennemføres hurtigt, effektivt og med flest mulige direkte anvendelsesorienterede kompetencer.
De uddannelsessøgende kommer til uddannelserne som store årgange/hold, og deres faglige og sociale forudsætninger er forskellige. Den forskellighed er ikke mindst udtryk for, i hvor høj grad de politiske styringsredskaber og incitamenter fungerer som velfungerende rammer om skolernes uddannelsesopgave: det hele menneskes trivsel, modning og dannelse og parathed til læring hele livet.
Læreren og den pædagogiske ledelse møder disse modsatrettede pres i deres arbejdsopgaver hver dag. De møder dem ofte individuelt, og løser dem ofte individuelt. For sådan er uddannelsesopgaven fortsat organiseret.
De forskellige pres skal ikke møde læreren på individuelt niveau. Opgaverne skal mødes af et kompetent praksisfællesskab. Ved at tage udgangspunkt i hjertet af uddannelse – i samarbejde omkring de pædagogiske og didaktiske opgaver – kan lærere og ledelser skabe kompetence og indhold sammen. Systematisk samarbejde, sparring og supervision er veje til at løfte opgaverne for lærere og pædagogiske ledere, som i fællesskab kan udvikle opgaver og arbejdsgange og skabe en uddannelseskultur, der er kompetent og som motiverer.