Motivation i læring

I et debatindlæg i Politiken d. 9. marts 2015 diskuterer centrale formænd (for GL, for DE-Ls gymnasieudvalg og for DG), det, de kalder ”talkrigen om karakterer til gymnasiet”. Deres indlæg drøfter, om det faglige niveau målt i karakterer, er en hensigtsmæssig adgang til ungdomsuddannelserne. De siger:

”Gode faglige forudsætninger er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse. Eleven skal også besidde viljen til at ville lære og fordybe sig og råstyrken til at stå imod, når noget bliver svært”

Holdningen er, at elevens faglige forudsætninger kan ikke stå alene, men skal være koblet med ”vilje til at ville lære” og ”råstyrke til at stå imod”. Jeg er slet ikke uenig i, at karakterer ikke kan stå alene, men det kan lyde som om, debatindlæggets forfattere mener, at kompetence til at lære, at være udholdende og kunne fastholde sin koncentration er kompetencer, man har – eller ikke har – og at kompetencerne skal være til stede, for at man kan få adgang til en ungdomsuddannelse.

Det strider imod ungdomsuddannelsernes kerneopgaver, nemlig at modne den enkelte elevs personlige dannelse og styrke elevens forudsætninger for at kunne udvikle almene studieforberedende kompetencer.

Men det strider også imod, hvad vi ved fra forskningen om kompetence til at lære, være udholdende og fastholde koncentration. I læring er motivation en afgørende drivkraft, der giver os udholdenhed, fastholder os og giver retning. Vi lærer først, når vi er motiverede – men hvad er motivation? Og hvordan kan motivation styrkes som fælles resurse i uddannelseskulturen – altså både hos elever, lærere og ledelse?

Vi ved fra forskning i motivation, at den individuelle motivation er koblet til oplevelser inden for tre områder: til oplevelsen af 1.at føle sig kompetent, af 2.at have selvbestemmelse og kunne påvirke sin opgave og til oplevelsen af 3. at høre til og være en del af et fællesskab. (Deci & Ryan: (2000):”Intrinsic and Extrinsic Motivations”, Contemporary Educational Psychology 25.)

Hertil kommer den væsentlige grundlæggende erfaring med at have tillid til at kunne – eller ”tillid til egen mestring”, som er baseret på: oplevelser af små succeser, af at have rollemodeller, af at andre støtter med overtalelse og oplevelse af selvindsigt, som bestemmende for, min tillid til at kunne. (Albert Bandura, (2013):”Self-efficacy”, Kognition & Pædagogik, nr. 83)

Hverken motivation eller tillid til egen mestring er statiske oplevelser. De er dynamiske oplevelser, som kan styrkes, trænes og udvikles. Hos elev og hos lærer og i fællesskabet.

Hverken motivation eller tillid til egen mestring forekommer alene på et individuelt niveau. Motivation og tillid til mestring kan være kollektive oplevelser og kan styrkes, trænes og udvikles på et fælles praksisniveau.

Der er derfor al mulig grund til at arbejde fagligt med ”viljen til at ville lære og fordybe sig og råstyrken til at stå imod, når noget bliver svært” i ungdomsuddannelserne – for den motivationskraft, der ligger heri, er det, alle niveauer af uddannelse handler om at udvikle og styrke hos den enkelte i fællesskabet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *