Lærersamarbejdets kvalitet og didaktik

Elevernes læring er lærernes centrale fællesopgave. Den enkelte lærer udfører dele af opgaven alene, men hoveddelen er baseret på samarbejde med lærerkollegiet. For eksempel har lærerens faglige og sociale forventninger til eleven en afgørende virkning på elevens forventninger til sig selv – og forventninger til eleven formuleres i samarbejde mellem lærere og ledelse på skolen. Samarbejdet om elevers læring er baseret på fælles normer for kvalitet, både hvad angår det faglige og det sociale.

Det overordnede samarbejde får en meget konkret karakter, når vi kigger ind i undervisningen og på læringsaktiviteternes didaktiske former: Projektarbejde, tværfaglige temaer, studieture og procesorienterede forløb er arbejdsformer, der forudsætter lærersamarbejde både i planlægning og gennemførelse, og med skolen som en tydelig ramme, der beskriver forventninger til lærerene.

Lærernes opgave er samarbejdet om elevernes læring, og her kan der opstå en vanskelig ubalance: Mellem den enkelte lærers oplevelse af faglig, didaktisk frihed og selvbestemmelse og dennes integrering i den samarbejdende skolekultur. For en lærer med en akademisk uddannelse og personliggjort faglighed kan det fælles niveau komme til at opleves som en spændetrøje og en begrænsning.
Dilemmaet er, hvordan samarbejdet kan tage afsæt i den enkelte lærers faglige motivation, viden og erfaring og blive kvalitet i den fælles opgave?

Et bud på en forståelse af dilemmaet, som ikke reducerer det, er Etienne Wengers begreb om praksisfællesskab. Han siger, at et hvilket som helst interessefælleskab omkring et domæne, kan etablere et fællesskab, som konstituerer nogle praksisformer, som er forhandlede og accepterede gennem samarbejdet mellem fællesskabets deltagere.

Communities of practice are groups of people who share a concern or a passion for something they do and learn how to do it better as they interact regularly

Som praksisfælleskab kan skoler udvikle sig til bevidste praksis-afprøvende og opbyggende fællesskaber, hvor en samarbejds-didaktik omkring basale elementer i lærerens arbejdsproces er konstituerende for samarbejdet:

1. Observation af undervisning (hvad gør vi nu?)
2. Dialog og undersøgelse af praksis og refleksion (hvordan lykkes vi?)
3. Justering af praksis (hvilke justeringer er der brug for?)

Et systematisk og vedvarende samarbejde omkring tilrettelæggelse, gennemførelse og refleksion af læringsaktiviteter – baseret på lærernes samarbejde om de grundlæggende didaktikker 1.observation 2. dialog refleksion og 3.justering – kan skabe et praksisfællesskab i Wengers forstand. Lærernes professionelle viden og erfaring bliver bragt i spil, og de bliver bedre til deres praksis, mens de gør det.

Kvaliteten kommer fra det kompetente samarbejde mellem læreres egne løsninger og deres gensidige dialog og refleksion som grundlag for beskrivelser af praksis, der styrker og støtter elevers læring.

Samarbejdets kvalitet handler både om, at der er en didaktisk proces i samarbejdet, som kvalificerer de centrale opgaver. Men kvalitet handler også om, at samarbejdet henter den bedst tænkelig kvalitet frem: Den kommer fra egen praksis og er genereret af dem, der skal arbejde videre med den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *